Sundhedshus i Billund
Bygherre
Billund Fælles Lægehus
Beliggenhed
Billund
År
2012
Konkurrence
2. placering
Størrelse
954 m²
Team
Metin Aydin
Leif Chr. Johannsen
Lene Møss Pedersen
David Løvendahl
Billunds nye fælles lægehus etableres i et område med skov og beliggende nær ved både hovedfærdselsårer og centrum. Beliggenheden er således ideel med henblik på adkomst, trafik og mulighed for udsyn på natur og et grønt miljø.
Adgangen til de individuelle funktioner foregår via en fælles korridor som forbinder disse med reception samt venteareal. Den stramme og rene interne planløsning hænger på et metaforisk plan sammen med bygningens anvendelse som lægehus; renset, ren, åben og lys.
Alle konsultationer samt relaterede arbejdsrum er orienteret mod vest og med udsyn til skoven. Reception, venteareal samt konferencelokale er orienteret mod øst / ankomstfacaden og sikres derved et passende dagslysindfald, et begrænset behov for køling, og et åbent, venligt og trygt venteområde.
Huset er udover hensynet til dets funktioner organiseret efter en klar logistik. Den overordnede planløsning optimerer således potentielt på driften i lægehusets almindelige åbningstid, og letter den daglige rengøring set i forhold til en mere fragmenteret og forgrenet bygningsmasse.
Huset tænkes opført i robuste og tilnærmelsesvist vedligeholdsfri materialer, indvendigt og udvendigt.
Grunden rummer flere muligheder for fremtidige udvidelser, både bygninger som kan favne andre sundhedsrelaterede faggrupper, såsom tandlæger, fysioterapeuter, kiropraktorer m.v., såvel som eksterne anlæg som P-arealer, udendørs opholdsrum og haveanlæg. Fremtidige udvidelser kan foregå parallelt og uden væsentlig indgriben i den daglige drift, og der er således ikke behov for midlertidige lokaler under et eventuelt nyt byggeri.



